|
|
||
| En af
Folkebevægelsens gamle kæmper, Robert Huhle, Sønderborg, runder 2. januar 2007 de 100 år. Robert havde tidligt øje for, hvad Danmarks indlemmelse i EF ville føre til, og han var med fra starten af modstanden og blev kendt som en utrættelig initiativtager og deltager. Modstanden har været urokkelig og har ikke været til fals for mammon, og mange af hans gamle partikammerater i Socialdemokratiet har fået den gamle smeds nye våben at føle, når Roberts pen hudflettede vendekåberne. Hundrede år rummer historie, ikke mindst når man er født og har levet i Sønderjylland. Roberts far kom fra Sachsen og blev gift på Als, hvor Robert kom til verden under tysk overherre- dømme og i skolen lærte om kejseren. I slutningen af 1. verdenskrig gjorde folket oprør, den tyske revolution bredte sig også til Nordslesvig, og Robert har senere skrevet en bog om ”præsidenten af republikken Als”, Bruno Topff. Længe før EF/EU kom på dagsordenen, startede Robert i slutningen 30’erne en Andelsboligforening i Sønderborg som den første i Sønderjylland, der var blevet dansk efter genforeningen 1920. |
|
Roberts
hukommelse fejler ikke noget, skønt om han selv begynder at klage over, at der af og til smutter et navn, men så råber
han bare ud i luften: ”Kirsten, hvad var det nu han hed, ham dér fra
Information?” Og Kirsten svarer prompte: ”Holmberg!” og Robert gentager: ”Ja, Holmberg”, og fortsætter sin beretning om Outze, der elskede at drille på en godmodig måde, sagfører Carl Madsen, der stadig har en stor plads i Roberts hjerte, og et utal af andre mennesker fra hukommelsens enorme persongalleri. Det føles som om, han har kendt dem alle. Og pludselig er tiden løbet, for Huh- lerne i Rylen 8 har altid god tid og forstår at skabe rammen for en god, munter og alvorlig snak. Nå ja, så var der lige Steincke, og så bliver man jo nødt til også lige at høre om Roberts indflydelse på pensionens indførelse osv. osv. Så tiden går, og
Robert fylder 100 år! Kære Robert: Vi glæder os alle til at fejre dig. Henrik Poulsen
|
|
Gennem årene kom Robert som journa- list og redaktør rundt i landet og blev kendt på flere redaktioner. Blandt modstandere optrådte Robert i ”sine” blade -”Fra hånd til hånd” og ”Skelbækken”-under pseudonymer som ‘Spar Bonde’, ‘Jeremias Kaltbier’ og ‘Kalkbrænder’ samt ‘Filius’, så man - med afdøde Bent Briers ord - kan sige, at det er et kollektiv, der nu fylder 100. Folkebevægelsen har for snart længe siden hyldet fødselaren med Træskoprisen. |
||