Ny side 1


Under et ophold på en højskole i Thüringen mødte jeg en mand, som gav sig af med raceforskning. Han fandt ud af, at jeg var af nordisk- alpin race med stærkt mongolsk islæt. Nå ja, jeg har ikke noget at indvende mod mongolerne, og man ved jo ikke, hvad slægtens urfædre har bedrevet. Når jeg stundom har søgt efter min slægts rødder, har jeg lagt mest vægt på mødrene. Dem ved man, hvor man har.	Min mor fødtes i Asserballeskov 1. juli 1870, og hendes far, murer- inderste Thomas Lassen, døde i Sønderborg 9. april 1872 af sorte kopper; dem havde prøjserne hentet med hjem fra Frankrig sammen med det guld i bogstaveligste forstand, som de oplagrede i et fæstningstårn i Spandau. Min bedstemor, født Katrine Marie Hygebjerg, lagde sin døde Thomas i kiste og slæbte kisten ud på fortovet, hvor skrækslagne mænd	hentede den og fik den jordfæstet på Sønderborg Kirkegård 12. april. I juni samme år fødte min bedstemor sit fjerde barn. Det var dødfødt. Min bedstemor lagde det døde barn i en kurv og tog de to levende ved hånden og gik med dem til Notmark, hvor hun havde familie. I kirkebogen står der, at hun ”kom rejsende til sognet”. Det var altså til fods.

En skoleklasse fra Knaben Bürgerschule, der oplevede hele første verdenskrigs virkninger på hjemmefronten og genfore- ningen, samt hvad deraf fulgte for skolen. Den blev nu fælles for drenge og piger. Det hold drenge, som vises her (normalt var der halvtreds elever i en klasse), gik som skoleklasse i opløsning, fordi nogle familier flyttede til Tyskland, og andre sendte deres drenge til henholdsvis den dansksprogede eller tysksprogede afdeling af den nye kommunale skole. - Det er fødselaren i den stribede trøje midt i den anden række forneden.
		Gustav Adolf Huhle, indvandret møllersvend fra Sachsen. I 18 år medarbejder hos tagdækker Reimers i Spang, senere arbejds- mand i Sønderborg. Kleinsmedemester Paul Rochler senior sagde om ham, at han trods mange omskiftelser var blevet ”ein tüchtiger Klempner” (blikkenslager). I 1919 fik han, som havde været kasserer for Transportarbeiter Verband, tilbud om at blive lønnet og fast- ansat eller at blive inkassator for Syge- kassen. Han valgte det sidste.
”Ordnung muss sein”, har prøjserne ofte sagt. Hvordan en mor så har kun- net slippe afsted med at gå fra Sønder- borg til Notmark med et dødfødt barn i en kurv, er en uløst gåde. Min far, Gustav Adolf Huhle, fødtes i Mitweida, Kongeriget Sachsen, 14. marts 1862, og har altså været otte år, da Bismarck på slottet i Versailles, proklamerede det tyske kejserrige med Wilhelm den Første som kejser. Det siges, at kejseren aflagde sit eneste besøg i Sønderborg efter sejren i 1864 og blev mødt med tavs protest af alsiske bønder, som havde samlet sig langs fortovene i Perlegade. Hvor det kejserlige optog kom frem, vendte bøn- derne ryggen til. Demonstrationen var ikke til at tage fejl af. Min far blev møllersvend, og da ”das Wandern ist den Müllers Lust”, vandre- de han straks som nybagt svend nordpå og kom til Slesvig, hvor han blev husar i tre år.	Siden kom han til Als, hvor bønderne ikke forstod tysk og far ikke dansk. Han søgte derfor arbejde på herregårde, blev gift med en pige fra Østprøjsen og fik to sønner, som begge døde ligesom senere moderen. Han bosatte sig i Stengade, hvor han fik min mor som genbo. Hun ventede et barn efter en tysk sol- dat, som var stukket af til København, efter hvad jeg mange år senere ved et tilfælde har erfaret. Også hans forældre forblev uvidende om hans opholdssted. Min mor fødte en pige, min ældste søster. Siden kom der endnu en datter og tre brødre, Gustav, Christian og mig, Robert, som efternøler. Datidens politiefterretninger fra 1890’ erne røber, at min far deltog i et forsøg på at oprette en arbejderforening. Det lykkedes først i 1904, da der oprettedes både en politisk forening og en fagforening, som siden har præget byen.	Efternøleren kom i skole 1913, og da jeg var femten, blev jeg som mine brødre smedelærling. Min læremester var Paul Rochler senior. Når han og jeg stod ved essen hørte han tålmodigt på mine politiske meninger. Jeg var blevet medlem af den socialde- mokratiske ungdomsforening og mente ét og andet om, hvordan det socialistiske samfund skulle indrettes. Blandt andet skulle arbejderne overtage produktions- midlerne. Senere indså jeg, at overtagelsen af mesters værksted ikke var så ligetil. Ejheller var det ligetil at ovetage Dan- foss, hvor jeg kom til at redigere et personaleblad. Jeg var nemlig efter udstået læretid og værnepligt blevet journalist ved det senere ”Sønderjyden”. Efter en meget interessant mellemtid i Tønder og Slagelse endte jeg som redaktør af Sønderjyden i 1950.
		Katrine Marie Lassen, gift Huhle. Moderen, Katrine Marie Hygebjerg, senere gift med murerinderste Thomas Lassen. Hygebjerg er højeste punkt på Als. Efter at Katrine Strandriders mø, som det hedder i kirkebogen, havde givet boelsmanden under Hygebjerg tre sønner, skiftede familien eller børnene navn fra Grau til Hygebjerg. I to tidligere ægteskaber var familien forblevet barnløs. Katrine Marie Huhle var den første kvinde i Sønderborg, som blev medlem af en politisk forening.
EFTERSKRIFT: Mine Brødre nåede ikke at aflægge deres svendeprøve, før de blev indkaldt til krigstjeneste i første verdenskrig. Gustav Adolf deltog i kampene i Flan- dern og på Somme fronten. Her blev han taget til fange af fransk- mændene og sendt til Aurillac, en lejr for dansktalende sønderjyder. De blev udtaget af en fransk officer, som gik langs rækkerne og på dansk spurgte: ”Hvor er De fra?” Den, der svarede på dansk, til højre. Den, som ikke forstod, til venstre.	Gustav nåede velbeholden hjem i 1919. Ufatteligt for os, som erindrede hungers nøden i 1917-18, at der til fangernes daglige forplejning, da de var sendt på landarbejde, hørte fire liter vin..! I ”Sonderburger Zeitung” læste vi, at Aurillac var en lejr for landsforrædere. En lignende lejr fandtes i England. Det er senere sagt, at læge og nazifører Fritz Clausen, udrettede gode gerninger i en russisk lejr.	Bror Christian var jægersoldat i Ratze- burg. Da hans bataljon skulle af sted til Frankrig, var han så heldig at pådrage sig en fodskade. Medens han var på sygeorlov, udbrød revolutionen, som den 11. i 11. klokken 11 1918 bragte afslutningen på første verdenskrig. Bror Gustav udvandrede i 1925 til Sverige, blev svensk statsborger og indkaldtes i en alder af 41 år til svensk militær tjeneste. Da han havde krigser- faring, gjorde man ham til svensk løjtnant.