Robert har oplevet 1. verdenskrig, Weimar-tiden i Tyskland, tiden 1933
- 45, efterkrigstiden, striden om Syd- slesvig efter 1945 og også hele debat- ten om EF, senere EU.

Det er naturligt, at vi spørger, om Robert lige vil fortælle lidt om disse tidsperioder.

Fra 1. verdenskrig husker den davæ- rende syvårige dreng Robert, at han den 2. august 1914 bar aviser ud sammen med sin mor.

Fra den tyske kommandantur kom
der en gruppe soldater, og på torvet læste officeren en skrivelse op.
Det var vist kejserens mobiliserings- bekendtgørelse.

Lidt senere mødte moderen og Robert en fisker og hans kone. Roberts mor fortalte, hvad de lige havde oplevet, og fiskerens kone begyndte at græde.
Her sporede man allerede de næste fire års bekymringer, sorg og tårer.

Roberts far blev ikke indkaldt, da han var over 50 år, men broderen blev det.
Han var, siger Robert, påvirket udefra og meldte sig frivilligt.
Han var i Flandern og deltog senere i Somme-slagene. Her blev han taget til fange af franskmændene.

I fangelejren fik fangerne besøg af en fransk officer, der talte dansk.
Alle, der svarede ham på dansk,blev sendt til den ene side - de, der talte tysk, til den anden side.

Roberts broder svarede på dansk og kom på den måde i Aurillac-lejren, hvor de dan-
ske sønderjyder blev sendt hen.

På denne måde kom han hjem i 1919.

Han var den eneste af familien, der ikke gik til afstemning den 10. februar 1920.

Robert havde dengang endnu ikke stemmeret.

Hans mor var den første kvinde, der i Sønderborg var poli tisk organiseret.
Under en opvask hørte Robert hende sige til sig selv: ”Vi har det frit her i Danmark”.
Det var familiens nationale bekendelse.
De, der før genforeningen var socialde- mokrater i den tyske organisation, fandt sig hurtigt til rette i det danske socialdemokrati i Sønderborg.
Her godkendte man tvesprogetheden.
Nogle socialdemokrater i Sønderborg havde haft tysk som hjemmesprog.
De bestræbte sig på at tale dansk.

Der var en episode på et møde, hvor et medlem talte dansk, men blev afbrudt af tilråbet: ”Tal bare tysk, så forstår vi dig bedre”. Denne sproglige tolerance, medførte den lette overgang fra tysk
til dansk inden for socialdemokratiet i Nordslesvig.

I 1933 var Robert endnu smed.
Han kom senere på arbejderhøjskolen
i Esbjerg og derefter til dagbladet ”Sønderjyden”, hvor han blev kendt
som den, ”der skrev de bedste spidser”. Det er Frede Nielsen, der har sagt dette, og han skal have tilføjet:
”Han har gået i tysk skole”.

I tiden efter 1933 måtte man ofte skri- ve sådan, som Robert udtrykte det ”durch die Blume”, på dansk vil vi
sige ”læse mellem linierne”.
Dette måtte gøres af hensyn til naboen mod syd, som de danske myndigheder ikke ønskede at irritere. Her var det naturligt at spørge Robert om hans syn på Flensborg Avis dengang.
Svaret var glasklart. - Flensborg Avis’ stilling var meget værre end vores.
Bladet måtte være meget påpasselig
for at overleve, så jeg har aldrig været
blandt dem, der kritiserede Flensborg Avis.
Dens situation var så sandelig uhyre vanskelig og ikke til at sammenligne med vores”.

-Vi kommer til tiden efter krigen. Selve striden om Sydslesvig har du ikke været blandet i?

-Nej! I Tønder var vi for, at Sydslesvig skulle have en afstemning på ét eller andet tidspunkt. Det var vist godt, at
vi ikke tog Sydslesvig dengang.
Jeg talte engang med H.C. Hansen.
Han sagde, at grænsen lå fast.
Jeg svarede, at det mente man vist ikke i Tønder.
H.C. svarede mig: ”Det er, fordi du er der!”

- Du må tit som socialdemokrat have været skuffet over dit eget parti?

- Ja, det har jeg, især efter folkeaf_ stemningen i 1972.
Jeg var imod standpunktet, som var fremme før og efter afstemningen, at man ikke måtte drøfte et nej til EF.
Da der ikke var plads til modstandere af EF i partiet, meldte jeg mig ud.
Jeg mener dog, at jeg stadig
er socialdemokrat.