Ny side 1


Sig kun sandheden Minister Bertel Haarder skrev dengang, da han endnu ikke var minister, følgende i en kronik: * Fælles mønt og fælles alt muligt vil folk grine ad. * Norden bliver et forbillede, fordi landene ikke slutter sig sammen, men nøjes med at arbejde sammen om praktiske sager. Alle planer om at sammenknytte valutaerne til en fælles europæisk møntenhed bliver skrinlagt for tid og evighed. * Europæisk harmonisering, egnsudvikling og erhvervspolitik vil alt sammen blive afskaffet som overflødig dobbeltadministration. * Befolkningen vil helhjertet nynne med, når Folketinget træder sammen den første tirsdag i oktober (2002) og begynder samlingen med at synge Helge Rodes Værn med vid, hvad helt er vort, sig kun sandhed jævn og kort, gladest ved det milde... Gid, det havde været så vel!	Også statsminister Fogh Rasmussen skrev dengang en kronik, hvori det hed: * Kun fleksible kurser kan skabe stabile økonomier i Europa. . Unionen medfører et nyt, stort og ukontrollabelt bureaukrati i Bruxelles, finansieret blandt andet af danske skatteydere. I nyere tid har han desuden hævdet, at han står ved, hvad han siger. R.H.	Musen og elefanten gik over en bro, og musen sagde: ”Hør, hvor vi gungrer!” Og elefanten rettede: ”Det er mig, ikke dig, der gungrer”. Dertil svarede musen: ”Ja, men jeg har også været syg...” Denne lærerige fabel kommer mig i hu, når jeg tænker på, at statsminister Anders Fogh Rasmussen næsten snublede over sin egen tapperhed, da han tilbød præsident Bush Danmarks bistand i felttoget mod Irak og Saddam Husein. Og i den danske debat om Danmarks første angrebskrig (så vidt vi husker siden Sjette Frederiks dage), der fulgte af samtalen mellem de nævnte, er der to parter. Den ene mener, at vores statsminister er en stor mand. Den anden siger, at han er livsfarlig for både landet og de mennesker, som befolker det. R.H.

... som et liberalt parti må afvise! Der var engang en formand for Venstre, Danmarks liberale parti, som sagde: ”Det rager mig en papand, hvad Venstres EF-modstandere mener!” Han må have tænkt på blandt andre Anders Fogh Rasmussen, som just dengang havde skrevet en udmærket artikel mod EF-Unionen, hvori følgende læstes: * Hvis en økonomisk union skal fungere, kræver det en overnational, central styring af økonomierne og den regionale politik, som vi i et liberalt parti må afvise. * EF-Unionen vil være en kunstig statsdannelse, som i sin opbygning ikke adskiller sig principielt fra de kendte nationalstater. * En fastlåsning af valutakurserne i en valutaunion vil virke økonomisk forstyrrende. Kun fleksible kurser kan skabe stabile økonomier i Europa. Det vil stride mod tanken om det nære samfund at flytte stadig flere afgørelser til Bruxelles. Alle, der ønsker et holdbart samarbejde, der hylder principperne om decentralisering, må samle kræfterne mod eurokraternes stormagtsdrømme. Amen! Ja, det sidste sagde han ikke, men han sagde meget mere. Anders Fogh Rasmussen havde forberedt sig på et nej. Det blev ja. Således foranlediget sagde han kort tid senere i Dybbøl Forsamlingshus: ”Der er kun fordele ved en valutaunion!” R.H.