historisk head

Dansk dagblad, som fra 1. oktober 1879 udkom i Aabenraa

Grundlægger var bogtrykker Heinrich Matzen, som var født i Lütjenburg (Tyskland), men havde levet det meste af sit liv i Haderslev.

Bladet slog an og udsendtes i 1889 med 1.700 eksemplarer i vintermånederne og med 1.300 i sommermånederne.

Matzen udgav Hejmdal i 14 år. I den periode tilbragte han 18 måneder i fængsel og måtte betale 1.200 mark i bøder til de preussiske myndigheder på grund af sit danske arbejde.

Heinrich Matzen ville ikke samarbejde med den samtidige Flensborg Avis som blev redigeret af Jes Jessen.
Derfor oprettede Flensborg Avis i 1888 en filialavis i Aabenraa under navnet Åbenrå Avis, som var en alvorlig konkurrent til Hejmdal.

Heinrich Matzen konkurrerede også med den tyske avis Apenrader Zeitung, der blev udgivet af redaktør Becker.

Det fortælles at de to aviser en overgang blev trykt på det samme trykkeri og at de to udgivere stod over for hinanden ved hver sin skråpult og med hver sin sættekasse.
De udvekslede på denne måde både angreb og svar, før bladene blev trykt.
Det fortælles ligeledes, at når de ikke udgav spydigheder mod hinanden var de trods de nationale modsætninger på god talefod med hinanden.

hp portræt
H.P Hanssen

I oktober 1893 bosatte H.P. Hanssen sig i Aabenraa og overtog Hejmdal. Herved skabte han grundlaget for at gøre Aabenraa til centrum for det nationale arbejde i hele Nordslesvig, en position Aabenraa fastholdt under resten af fremmedherredømmet.

Ved overtagelsen af Hejmdal den 1. oktober 1893 skrev H.P. Hanssens følgende programerklæring for avisen:

"Vi vil altid i første række værne om de danske sønderjyders nationale ret. Vi vil stræbe efter at styrke og opretholde deres velbegrundede håb til fremtiden. Vi vil påtale alle de overgreb mod vor nationalitet, vort modersmål og vores fædres sæd og skik som vi får kendskab til, og ved enhver given lejlighed søge at udsprede oplysning om vore lovlige rettigheder... Hvad vore politiske modstandere angår, da skal de altid finde os årvågne og rede til at tilbagevise tysk påtrængenhed, til at afvise alle angreb og til i enhver henseende at værne om vor gode, soleklare ret. Men vi vil på den anden side vogte os omhyggeligt for ethvert ubeføjet angreb og for alle personlige krænkelser".

Med H.P Hanssens  overtagelse blev Hejmdal en indflydelsesrigt dansk avis og antallet af abonnenter steg hurtigt til ca. 2.300.

I de første år stod H.P. Hanssen selv for den daglige ledelse og som ansvarshavende redaktør. I det første år blev der anlagt 14 pressesager mod ham og i 1895 kom den første fængselsstraf, som han afsonede i Aabenraa arrest.

H.P. Hanssen legede med ilden i form af en anklage om højforræderi og gik i sine formuleringer så tæt på en sigtelse han kunne, uden at sigtelse blev rejst. Han blev løsladt efter tre dage til stor irritation for den preussiske amtsdommer.

Som redaktør af Hejmdal idømtes H.P. Hanssen talrige fængselsstraffe, værst i 1906, da han måtte afsone tre måneders fængsel.

DA H.P. Hanssen i 1896 blev landdagsmand overtog medarbejderne og især hans dygtige ægtefælle Helene Hanssen ansvaret for avisen.
Den mest betroede medarbejder var journalist Anders Lebeck fra Bovlund, som blev ansat umiddelbart efter at H.P. overtog Hejmdal, og som blev ved avisen helt frem til 1908.
 I 1907 blev den senere amtmand i Aabenraa Amt Kresten Refslund Thomsen (svigersøn til H.P. Hanssen) tilknyttet avisen, som han i perioden 1910-1920 var redaktør for.

 H.P. Hanssen døde i 1936 og ligger begravet på Aabenraa Kirkegård.

Fra 1920 var Hejmdal et talerør for Venstre

1956-72 aflæggerblad af Dannevirke.

 I 1956 blev Svend Irgens Hansen redaktionssekretær ved Dannevirke-Hejmdal, og seks år senere blev han ansvarshavende redaktør for samme blad.
En post, som han bestred indtil 1972.

 Hejmdal og Dannevirke Indgik 1972 i Jydske Tidende (Kolding), men ophørte at udkomme 1975.