konstruktionsteorier

konstruktion head

Groft set kan man inddele de anvendte konstruktionsteorier i 3 grupper: 1. Gruppe går ud fra at hornlængden skal være 1/4 af nederste grænsefrekvens.
Det er så absolut den største gruppe: Omfatter såvel parabolsk - konisk - eksponentielt - som hyperbolsk horn. I praksis ser man bort fra både parabolske og koniske horn da de har en så farvet gengivelse at de ikke er anvendelige til andet end simpel forstærkning af lyd og det ikke engang særligt effektivt. Megafoner og mange stadionanlæg er et skræmmende eksempel på hvor galt det kan gå. Der er så 2 kandidater tilbage og af dem er eksponential hornet det der oftest er er i brug.
Eksponential funktion
Hyperbolsk funktion T = bestemmer hornets modstand som funktion af frekvensen (som regel 0.6) X0= afstanden fra hornhalsen til punkt hvor A = 0
2. gruppe har kun 1 medlem og det er horn udformet efter tractrix kurven. Det adskiller sig grundlæggende ved at det omkredsen af mundingen der bestemmer nederste grænsefrekvens - hornlængden bestemmes af den række tangenter der konstrueres ud fra.
	Paul Gustavus Adolphus.Helmuth Voigt patenterede kurven i 1929 som en helt ny og revolutionerende indgangsvinkel til akustisk transformation, men den stammer oprindeligt tilbage fra 1690, hvor Friedrich Wilhelm Leibnitz (et af tidens genier for alt mellem himmel og jord) konstruerede den. 4 år senere var det et andet af datidens lyse hoveder, hollænderen Christian Huygens, der fandt formlen og navnet til Tractix. Voight's patent er derfor noget tvivlsomt men han har formået at udnytte "lydsiden" af sagen i en række banebrydende horn til såvel privat- som PA brug. Formlen er ret besværlig, men i praksis kan det gøres enkelt (se under Projekt Leibnitz)
Tractrix formel
3. gruppe er egentlig en tilføjelse til anbringelse af enheden i et givet horn.
Princippet er at enheden anbringes hvor tværsnits- arealet i hornet er lig med membranarealet. Det er så underordnet om der er tale om hyperbolsk exponetial eller Tractrix. Placeringen giver en udglatning af resonanser så forstærkningen er jævn i de 2 nederste oktaver. P.G.A.H. Voight patenterede princippet d. 25 juni 1936 under patentnummer 447,749. Hvis du har brug for den fuldstændige beskrivelse burde den kunne fås som kopi på et bibliotek. Princippet er brugt i rigtig mange konstruktioner (se f.eks under Duelund- og Michelson), især de fysisk små horn har stor gavn af dette ekstra tilskud i den dybe ende.